Historier om Danmark
Brønderslev Bibliotek fortsætter i dag med Historier om Danmark.
På Brønderslev Bibliotek vil museumsinspektør Jens-Christian Hansen fra Muserne i Brønderslev klokken 19 fortælle om "Radikaliseret - Aage Thomas Mariegaard og nazismen" med undertitlen "Tysk soldat under Anden Verdenskrig"
Før og under besættelsen blev mange danskere fascineret af nazismen, der i Tyskland havde skabt arbejde, orden og fremskridt efter Første Verdenskrig og finanskrise. Allerede i begyndelsen af 1930’erne opstod de første afdelinger af det danske nazistparti DNSAP, der kom til at præge familier og landsbyer - særligt i Vendsyssel.
I foredraget følges Aage Mariegaard fra Tømmerby ved Brønderslev, der blev SS-soldat og senere medlem af "Petergruppen", hvor han medvirkede til at myrde Brønderslevs dyrlæge og dennes assistent. Foredraget problematiserer de mekanismer, der radikaliserede Mariegaard, som til sidst blev henrettet som landsforræder.