Herregårdene udgør en enorm kulturarv i landdistrikterne
Når den ny hjemmeside - jagtenpaafortiden.dk - går i luften fredag 3. april, er det med masser af inspiration til aktiviteter på landets herregårde, ligesom den indeholder en skatkiste af gratis undervisningsmateriale til brug for skoler og ungdomsuddannelser.
Det lover Gammel Estrup Danmark Herregårdsmuseum i en pressemeddelelse. Det er museet, der står bag hjemmesiden, og målet er at folk ud i deres lokale herregårdslandskaber for at bruge naturen og kulturarven aktivt, fremgår det:
- Vi vil gerne have alle - unge som gamle - til at gå på opdagelse i deres egne lokale herregårdsmiljøer og få øjnene op for den vigtige kulturarv, som de fleste har liggende i deres eget nærområde. Danmarks ca. 730 herregårde ligger spredt udover landet som et fintmasket net, og de udgør vores egen helt nære kulturarv, siger Britta Andersen, der er museumsdirektør på Gammel Estrup, og fortsætter:
- Ved at bruge herregårdene og kulturmiljøerne kan vi sammen være med til at bevare vores historie og dermed også en vigtig kulturarv til de kommende generationer. På jagtenpaafortiden.dk kan man både som privatperson og som underviser få inspiration til, hvordan man kommer ud i sit eget herregårdsområde, og man kan finde helt konkrete forslag til aktiviteter.
Desuden vil det også være muligt, at finde information om den landsdækkende begivenhed ”Herregårdenes Dag”, som finder sted søndag 16. august på en række herregårde landet over.
Hjemmesiden lanceres her midt under covid-19-krisen, og det er museumsdirektørens håb, at mange vil benytte de mange timer hjemme til at gå online for at finde inspiration.
Britta Andersen siger, at herregårdene på mange måder er landdistrikterens glemte kulturarv:
- Før i tiden var herregårdene de største arbejdspladser på landet. Der var ansat mange folk til at dyrke landbruget og skovene, som var tilknyttet godserne, mens en række tjenestefolk sørgede for herskabet, der boede indenfor i de storslåede hovedbygninger. Fortællingen om de danske herregårde er således en af de vigtigste signaturfortællinger om livet på landet gennem tide, siger hun og fortsætter:
- Herregårdene var igennem århundreder kraftcentre på landet. Helt op i 1900-tallet udgjorde de store godser den økonomiske drivkraft i landdistrikterne, og ofte var det også fra godserne, at ny tendenser og kulturelle strømninger bredte sig til resten af samfundet. Den adelige elite, som boede på herregårdene, rejste nemlig rundt i verden og hjembragte både moderne ting og tankegods til lokalområderne, ligesom de mange håndværkere, som havde arbejde på gårdene, bragte nyt med hjem, når de havde været på valsen.
Museumsdirektøren siger, at i dag ligger de store gamle bygninger stadig i landskabet og vidner om den historie, men selv om mange har forfædre, der har været ansat ved herregårdene, kender de ikke til herregårdenes historie og betydning for lokalområdet. Det skal hjemmesiden råde bod på.
W
jagtenpaafortiden.dk
gammelestrup.dk