Herlig aften med Souvenirs i Hjallerup
HJALLERUP: Naturligvis fik publikum de kendte numre med Sofie, der hader Susanne, og den om Mikael, da Souvenirs med Sofie Bonde og Nils Torp i fredags gæstede Hjallerup Kulturhus og gav publikum en dejlig aften med en koncert, der både rummede tør jysk humor, fremragende instrumenthåndtering og harmonier.
Publikum blev taget med på en rejse, hvor der var elementer af norsk hardangerfele, tung rock og toner fra folkemusikken på en charmerende måde holdt sammen af den umiddelbare og drilske Sofie Bonde. I løbet af de knapt to timer, koncert varede, fik hun bundet det hele sammen med hyggelige og humoristiske fortællinger. Publikum brød ud i højlydt latter, når hun på sin underspillede måde fik fortalt om både problemstillinger med neglesvamp og snorken og samtidig kom med ret festlige forslag til, hvordan man kunne kurere det.
Musikken bød på flot samspil mellem Nils Torp på guitar og Klaus Pindstrup på violin og harmonika i koncerten, der var arrangeret af Hjallerup Musikforening.