Her var alle vindere
Det var en noget anderledes fodbolddag, de unge spillere, der var mellem 5 og 11 år, og deres forældre oplevede på Dronninglund Stadion i søndags, hvor man afviklede DBU 3 Festival. Her blev der spillet 3 mod 3 på små lukkede udendørsbaner med bander. Banernes udformning indbød til masser af driblinger, finter og skud på mål i de otte minutter, hver kamp varede.
Der deltog 132 hold, der kom fra hele Nordjylland. De kom fra Randers, Skagen, Fjerritslev og mange andre byer. De kom naturligvis for at spille fodbold, men også for at hygge sig og lege, og det var der nemlig også plads til for både børn og voksne.
Kampene foregik på 13 baner, og den ene kamp afløste den anden i kvikt tempo, og sådan fortsatte det i fem timer. Det særlige ved turneringen er, at der ikke bliver talt mål og ikke kåret mestre. Alle deltagere skal have en festlig og positiv fodboldoplevelse, hvor alle er vindere. Der var mange vindere i Dronninglund i søndags.