Billede beskrivelse

Her må alle synge med

19. december 2022 kl. 15.13

De glade fællessangere er overskriften på et nyt kor-tiltag i Hou. Pia Lumholdt og Anne-Marie Olivia Østergaard står bag initiativet, der blev startet i september og som allerede tæller 30 glade sangere. Deltagerne synger med hver deres næb og mens der ikke stilles krav til niveau, så er den eneste forudsætning altså glæden og lysten til at synge. 

- Vi blev enige om, at vi manglede et sangkor i Hou, fortæller Pia Lumholdt. 

- Nu mødes vi hver torsdag i Havnehuset, hvor Anne-Marie er korleder. Det handler først og fremmest om hygge, og så finder vi ud af hvad vi skal synge hen ad vejen. Sekundært prøver vi også at blive bedre til at synge med hjælp fra Anne-Marie. Og så har vi i øvrigt plads til flere. Det er bare at møde op, tilføjer Pia Lumholdt.

Billede beskrivelse

I søndags havde De glade fællessangere ekstraordinært indtaget Havnehuset til julesammenkomst. Her var et halvt hundrede børn og voksne på plads til et par hyggelige timer, hvor værterne trakterede med gløgg og æbleskiver og hvor der altså var fine muligheder for at lufte struberne.

De glade fællessangere har i øvrigt modtaget midler fra Sparekassen Danmark Fonden Hals til indkøb af et keyboard.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste