Her kommer Royal Run kommer på besøg i 2024
Efter et succesfuldt event i 2023 offentliggør Royal Run nu de kommende værtsbyer for 2024.
Royal Run vil løbende i denne uge afsløre de fem værtsbyer, der skal danne rammen om det royale motionsevent.
Den første værtsby, der i dag, mandag, bliver offentliggjort, er Brønderslev:
- Vi er så glade for at kunne vende tilbage til Nordjylland efter et enkelt års fravær. Vi ved, at mange nordjyder var kede af, at vi ikke kom til det nordjyske til Royal Run ’23, så derfor er vi glade for at kunne imødekomme deres ønsker for næste års Royal Run, siger Jens Otto Størup, der er administrerende direktør i DGI og medlem af Royal Runs styregruppe.
Det populære motionsevent, med Hans Kongelige Højhed Kronprinsen som hovedperson, er arrangeret af idrætsvisionen Bevæg dig for livet– et samarbejde mellem Danmarks Idrætsforbund (DIF), DGI og Dansk Atletik, hvis ambition er at gøre Danmark til verdens mest idrætsaktive nation.
- Nu er første by på plakaten, og når vi kommer til torsdag, har vi præsenteret hele holdet af nye Royal Run-værtsbyer. Det betyder også, at vi nu for alvor kan komme i gang med at inspirere danskerne i nye dele af landet til lidt mere bevægelse, siger Morten Mølholm Hansen, administrerende direktør i DIF og medlem af Royal Runs styregruppe.
Salg af startnumre vil forventeligt ske i løbet af november måned.