Billede beskrivelse

Her kan man bruge sine kompetencer fra arbejdslivet

21. august 2024 kl. 06.00

BRØNDERSLEV: I september er der valg til alle menighedsrådene i Brønderslev Provsti. At sidde i et menighedsråd er en unik mulighed for at engagere sig i den lokale kirke. 

Her kan man nemlig bidrage med egne kompetencer og idéer og være med til at præge kirkelivet. Skal der for eksempel være flere tilbud for unge og børnefamilier, eller skal der gøres mere for de ældre og udsatte?

I et menighedsråd er man fælles om at skabe og drive den lokale kirke, og det giver ofte et godt fællesskab på tværs af både alder, køn, baggrund og kompetencer. Her kan du møde to medlemmer, som giver deres bud på, hvordan det er at sidde i et menighedsråd.

Frivilligt arbejde giver mening

Per Munch Johansen er gået på pension fra jobbet som lærer på Dronninglund Efterskole, og for fire år siden kom han med i menighedsrådet i Dronninglund og Dorf. Han stiller op igen til valget i september, for han synes, at det frivillige arbejde i høj grad giver mening.

- Mange af de kompetencer, man har brugt i sit arbejdsliv, kan man sagtens fortsætte med at bruge i et menighedsråd. Jeg har for eksempel arbejdet meget med IT på efterskolen, så det hjælper jeg også med her, fortæller Per Munch Johansen. 

Han er blandt andet med i sognegårdsudvalget og kirkens kommunikationsudvalg, og der er også bud efter ham, når der skal tages billeder til et arrangement. Per Munch Johansen er heller ikke bleg for at kaste sig ud i noget, som han ikke har prøvet før. Derfor er han for kort tid siden blevet kontaktperson for kirkens personale, det vil sige kordegn, kirkesanger, organist, kirke-kultur-medarbejder samt kirkegårdsleder. 

Det er blandt andet Per Munch Johansen, der skal stå for at holde MUS-samtaler med personalet. Som kontaktperson får man en mindre månedsløn for sit arbejde, hvilket man for eksempel også får som formand.

I Dronninglund og Dorf håber de på, at der ikke bliver problemer med at udfylde pladserne rundt om bordet til menighedsrådsmøderne, heller ikke selvom 3-4 af de nuværende medlemmer ikke genopstiller til det kommende valg. 

Per Munch Johansen fortæller, at menighedsrådet forsøger at nå bredt ud i forhold til at få nye mennesker med ind i arbejdet. Da der for nylig var Open by Night i Dronninglund, havde rådet en stand, hvor folk fra lokalområdet kunne komme forbi til en snak, blandt andet om det kommende menighedsrådsvalg. Og så vil han gerne komme med en opfordring:

- Alle kan bidrage med noget i et menighedsråd. Vi kan for eksempel altid bruge nogle dygtige håndværkere, som har forstand på byggeri. Vi har det rigtig hyggeligt sammen, og man behøver altså ikke at slide kirkebænkene hver søndag for at være med. 

Per Munch Johansen håber, at så mange som muligt vil stille op til valgforsamlingen den 17. september.

Folkekirken er ikke en lukket kreds

I en anden del af Brønderslev Provsti, i De4kirker, sidder Susanne Kristensen i det lokale menighedsråd. Hun kom med i menighedsrådet for 8 år siden og er slet ikke i tvivl om, at hun har mod på en periode mere.

-Som medlem af et menighedsråd har man virkelig stor indflydelse på, hvad der sker i kirken, og hvordan pengene skal bruges, siger Susanne Kristensen.

Billede beskrivelse

-Jeg finder stor glæde i at gøre noget for andre, og jeg har i kraft af mit tidligere job været vant til at have ansvar og tage initiativ, siger hun. 

Og det afspejles da også tydeligt i det arbejde, hun udfører for kirkerne. Hun er blandt andet formand for aktivitetsudvalget, hvor hun er tovholder for arrangementer i De4kirker og er med til at finde foredragsholdere og frivillige hjælpere. Derudover har hun blandt andet været med til at opstarte en kvindecafé. Hun synger også i De4kirkers voksenkor, og det var herigennem, at hun fik interessen for menighedsrådsarbejdet.

Men Susanne Kristensen har også engageret sig langt ud over sognegrænsen. Hun er nemlig formand for det repræsentantskab, som sætter rammer og godkender budgetter for det arbejde, som laves på tværs af de mange sogne i Brønderslev Provsti.

En diakonigruppe har fokus på kirkens omsorgsarbejde og står for sorggrupper, juleaftensfest og sommerferieture for familier, der ellers ikke har mulighed for at komme på ferie. En anden gruppe arrangerer anderledes gudstjenester som Rock i Kirken, og en tredje står for at lave kirkevandringer og retræter, en gruppe som Susanne Kristensen i øvrigt også selv er en del af.

- Det er unikt for Brønderslev Provsti, at vi har så godt et samarbejde på tværs af sognegrænserne, og der sker virkelig meget i kirkerne her hos os, siger Susanne Kristensen. Hun understreger, at man ikke behøver at være medlem af et menighedsråd for at være med i en af arbejdsgrupperne. Alle kan nemlig få indflydelse og komme med idéer til arbejdsgrupperne.

- Folk kan godt have fordomme mod menighedsråd og tro, at det er sådan en lukket kreds. Men det er det langt fra. Folkekirken er jo Danmarks største forening, og det har gjort stort indtryk på mig at opleve, hvor rummelig en kirke vi har. Det er virkelig inspirerende at være med i et menighedsråd, og jeg kan kun opfordre folk til at komme og være med, afslutter Susanne Kristensen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste