Her er Vester Hassing GF's nye formand
Vester Hassing Gymnastik- og Idrætsforening har fået ny formand. Det er er fakta efter generalforsamlingen forleden. Her havde Jesper Hyche Lyngholm på forhånd tilkendegivet, at han ikke længere var til rådighed som følge af nyt arbejde. Ny mand i spidsen for foreningen er Allan Skov, der blev valgt uden modkandidater blandt de cirka 50 fremmødte.
I sin sidste beretning kunne Jesper Hyche Lyngholm se tilbage på et vellykket år i VHG. Ovenpå corona-pandemien er der nu atter fuld fart på foreningen, der senest har udvidet aktiviteterne med både skater-afdeling og discgolf.
Ligeledes er der ny forpagter i bistroen, der er omdrejningspunktet for en stor del af klublivet. Netop bistroen leverede indledningsvis en indbydende omgang mad til de fremmødte, som også kunne lægge ører til et spændende foredrag med den tidligere superligaspiller Jakob Hjorth.
Han har som ungdomsspiller slået sine folder i VHG og er desuden manden bag brætspil-succesen, Mixing Box. Jakob Hjorth fortalte blandt andet om tiden som fodboldspiller, og om hvordan han har udnyttet de mentale færdigheder i sporten til siden at skabe sig en erhvervskarriere.
Aftenen blev rundet af med diverse prisuddelinger. Den fornemste af slagsen tilfaldt Christel Laursen. Hun blev hædret med et æresmedlemskab af VHG efter 30 år som frivillig i gymnastikafdelingen.