Hele byen bakkede op om byfest

22. august 2023 kl. 19.02

Der er altid stor opbakning, når Klokkerholm Borgerforening arrangerer Open By Night. Sådan var det også i år, hvor den populære begivenhed igen fandt sted i og udenfor Dansk Lastbil Nostalgis store hal. 

Folk mødte op i stort tal, fordi man ved, at der bydes på et omfattende program og mange aktiviteter. Desuden er det muligt at slippe for at lave aftensmad derhjemme. Partiet Venstre sørger nemlig for, at alle kan få et solidt måltid, når der serveres helstegt pattegris kl. 18.00.

Når sulten er stillet, og den hyggelige snak ved bordene ebber ud, er det tid til at komme rundt og kigge på boder og udstillinger.

Inden spisningen kl. 18.00 havde Klokkerholm Skoles 9. klasser afviklet et sponsorcykelløb. Her kørte de penge ind til en tur, de skal på senere på året. Efter cykelløbet stillede eleverne op i to boder, hvor de solgte lodder i en tombola og varme vafler. Indtjeningen afgør, hvor elevernes rejse går hen.

Foruden elevernes boder var der en række andre boder med mange forskellige varer, der naturligvis kunne købes. Desuden kunne man i en bod få målt sin fedtprocent og i en anden møde folk fra kirken.

- Vi har lavet en lille café, hvor vi serverer kaffe/te, og hvor man kan høre om at være frivillig ved kirkerne, fortalte organist Lasse Christensen.

- Vi vil gerne have flere kræfter at trække på i forbindelse med sognearrangementer, så vi kan fastholde og måske udvikle de mange gode aktiviteter, der er omkring vores kirker, sagde han.

Udenfor hallen kunne man nyde synet af flere superbiler og en række velholdte veteranbiler. Når man havde sparket dæk og beundret biler, kunne man klappe og kæle for en række dyr, som Klokkerholm Dyrepark var mødt op med. 

Der var noget for alle, og det er nok en af forklaringerne på, at Klokkerholm Borgerforening endnu en gang havde stor succes med Open By Night.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste