Handel på Vildmosemuseet
Der handles og krejles, når Vildmosemuseet holder købmands- og markedsdag søndag 10. september fra kl. 10-16. Museet holder åbent i den gamle købmandsbutik fra 1934, og museet oplyser, at mosekøbmanden står parat til at betjene kunderne og sælge gode gammeldags varer.
Udenfor forretningen vil der bl.a. være mulighed for at købe honning og gaveidéer. Der er dog rigelig plads på museet til flere handlende, så har man en lille sælger i maven, er man meget velkommen.
- I gamle dage dyrkede man jo handelen med lokale varer, fortæller museumsinspektør Jens-Christian Hansen fra Museerne i Brønderslev Kommune, der søger aktører, som kunne tænke sig at sælge og markedsføre deres produkter på en stand.
Har man en gårdbutik, gør noget i lokale fødevarer eller går man op i forskelligt husflid, er man meget velkommen til at henvende sig til museet, hvis man er interesseret i at få en stand på købmandsdagen. Andre idéer til stande er også velkomne.
- Det vi i dag kalder bæredygtighed var i gamle dage en selvfølge for at få ressourcerne til at strække. I vore dage er genbrug retro, men tidligere var det en nødvendighed for at sikre familiens eksistens, fortæller Jens-Christian Hansen.
Skulle børn eller voksne have lyst til at tjene lidt ekstra på at sælge deres brugte legetøj eller husgeråd ved museets bagagerums- og trailermarked, er man også meget velkommen til at henvende sig.