Hals Sangkor deler ud af sangglæden
- Det er dejligt at synge. Faktisk kan man ikke undgå at blive i godt humør, når man synger. Det ved vi i Hals Sangkor, for selvom man kan være træt og småsur, når man tager til koraften, er man altid glad, når man går derfra.
Sådan lyder det i oplægget til en sangaften den 27. september i Sognes Hus i Gandrup.
Sangkoret står bag arrangementet, hvor målsætningen er at dele sangglæden med andre. Korleder Jørn Hald leder aftenen med et afvekslende program af gode fællessange, ligesom koret bidrager med et par prøver på dets format.
I pausen trakteres med kaffe og brød, og der er mulighed for at købe øl eller vand.
Arrangementet er gratis og henvender sig til folk i alle aldre.