Billede beskrivelse

Hals og Hou skal have ny sognepræst

Sophie Nordentoft rykker til Aalborg

22. august 2018 kl. 13.43

Sophie Nordentoft stopper som sognepræst i Hals og Hou. Det sker med udgangen af august, hvorefter hun tiltræder en stilling som præst ved Vor Frue Kirke i Aalborg.

- Jeg synes, tiden er inde til at prøve noget nyt, siger Sophie Nordentoft.

- Jeg er 54 år, og hvis jeg skal noget andet, så er det nok nu, tilføjer hun.

Sophie Nordentoft kom til Hals i 2006 efter en periode som præst på øen Madagaskar ud for Afrikas østkyst.

- Dengang var det også ønsket om forandring, der tiltalte mig. Og et embede her i Hals og Hou var helt sikkert noget andet end det, jeg havde været vant til. Men jeg har været utrolig glad for mit virke. Det har været en spændende tid, og jeg har lært rigtig mange skønne mennesker at kende. Jeg håber også, det er lykkedes mig at sætte spor og måske komme ind under huden på nogle. I hvert fald har jeg hele vejen igennem forsøgt at være mig selv. Det håber jeg, at både kolleger og menigheden har sat pris på, konstaterer Sophie Nordentoft.

Hun og familien opretholder dog en vis tilknytning til området. Sophie Nordentofts ægtefælle, Bjarne Juel Nordentoft bibeholder sin ansættelse i Hou-virksomheden, Helia.

Arbejdet med at finde en ny sognepræst er så småt gået i gang. Efter den vanlige ansættelsesprocedure skal menighedsrådene i Hals og Hou foretage en indstilling til Kirkeministeriet.

Sophie Nordentoft indsættes officielt i Vor Frue Kirke søndag 9. september.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste