På lørdag fejrer Hals Marineforening 75-års jubilæum. Foto: Allan Mortensen
Livet her

Hals Marineforening runder et skarpt hjørne

17. august 2022 kl. 07:55

75 år er værd at fejre. Lørdag runder Hals Marineforening det skarpe hjørne og det sker naturligvis ikke uden skumsprøjt og masser af ohøj i havnebyen. Marineforeningen sætter således Hals på den anden ende med en forrygende fejring, der allerede indledes i formiddagstimerne. Her kommer selveste Kong Neptun på besøg. Han inspicerer marinerne og garanterer på forhånd, at eventuelle ureglementerede smides i havnen. Ligeledes ventes blandt andre besøg af næstformanden i hovedorganisationen, Danmarks Marineforening, Steen Eiler Engstøm.

Ellers indledes fejringen med salutering på Hals Skanse med Aalborg kanonlaug, inden diverse festtaler indrammer de første 75 år i marineforeningens historie. Det suppleres af musikalsk underholdning med Hals Mariekor og dets 50 herrestruber.

- Vi glæder os rigtig meget til jubilæumsfesten, fastslår bestyrelsesmedlem og sekretær Poul Erik Lyngdorf. – Vi har skelet til, hvordan vi fejrede vores 50-årsjubilæum. Det var en stor succes, og det tror vi også bliver tilfældet denne gang, tilføjer Poul Erik Lyngdorf. Han hæfter sig videre ved, at jubilæumsfesten kombineres med den årlige fregatskydning, ligesom der er planlagt en femkamp med blandt andet ølkassestabling, rodeotyr og tovtrækning på programmet.

- Jubilæet er en festdag for både Hals og for nabobyerne. Vi har 250 medlemmer og de fleste er bosiddende i den tidligere Hals Kommune, siger Poul Erik Lyngdorf.

Marienestuen danner naturligvis ramme om jubilæet og på dagen serveres pølser, popcorn, slushice og fadøl.

Annonceret indhold

Nyeste