Billede beskrivelse

Hallen var deres "hjem"

Else og Erik Jensen er identiske med Brønderslev Hallen

22. november 2017 kl. 01.47

Er der noget, der hænger sammen, er det Else og Erik Jensen og Brønderslev Hallen. Else og Erik Jensen var det første halinspektørpar, og det var de frem til 1995.

Else og Erik blev ansat 1. juni 1967, hvor hallen blev indviet 7. september samme år.

- Det var spændende at være med til at bygge det hele op, fortæller Else og Erik Jensen.

Han var maskinarbejder i Frederikshavn, hvor han er fra, og Else, der er fra Aalborg, arbejdede på Vejgaard Skofabrik. Else var efter giftermålet flyttet til Frederikshavn.

De erfarede om jobbet, og slog til, og dermed begyndte en ny æra i deres liv. En periode, de ikke ret gerne ville være foruden.

I begyndelsen var der kun de to ansat i hallen, og de måtte trække på frivillige kræfter. Efter et års tid fik de hjælp til rengøringen.

- Vi havde stor hjælp i stadioninspektør Sinne Jensen og af Per Jensen, der boede tæt på hallen. De hjalp med meget.

Der har gennem årene været mange store arrangementer.

- Et af dem, der går over i historien, var da DR i 1988 havde danmarkspremiere på Super-Chancen fra Brønderslev Hallen, hvor Suzanne Bjerrehus udbrød "smør fyrre". Her var solister som John Denver og Jodle Birger med. Det er ikke få solister, der har indtaget hallen. Blandt andre Wienersangerknaben.

- Da var et kæmpehold fra Danmarks Radio i Brønderslev i en uge for at forberede den store satsning, mindes Else og Erik Jensen.

Der er også spillet flere landskampe i både for herrer og damer i håndbold.

Da Brønderslev skulle være vært for nordiske mesterskaber i bordtennis, måtte hallens lys udskiftes, for at opfylde kravene fra tv-stationerne.

De mindes også "guldårene" i håndbold, hvor hallen var stopfyldt med folk, og der måtte sættes tv-skærme op i flere lokaler samt på Brunderhus.

Else og Erik Jensen mindes også indvielsen 7. september 1967.

- Der var optog gennem byen fra Banegårdspladsen til hallen af blandt andet idrætsfolk. Om aftenen var der borgerbal, og der var så mange mennesker, at man måtte lukke dørene. Hallens 1000 stole rakte ikke, så folk måtte sidde på ølkasser, og det var dengang, det var 50 styks ølkasser.

- Det betød også, at vi ikke havde kasser til de tomme flasker.

Indvielsesdagen var en travl dag. Efter at der havde været sportskampe til klokken 17, skulle alt være klart til borgerballet om aftenen klokken 19.

Else og Erik Jensen havde i mange år tjenestebolig, men den blev indrettet til vandrerhjem, og derefter flyttede de i lejlighed i Nørrehus i Brønderslev, hvor Erik Jensen også havde kontor.

Senere blev der indrettet flere vandrehjemspladser under tribunen. Der blev også etableret campingplads - Danmarks mindste - med 24 pladser.

- Der er gennem årene holdt mange træningslejre. I begyndelsen lå sportsfolkene på madrasser, men senere fik de senge.

I 1995 blev svømmehallen en del af Brønderslev Hallerne. Før blev den drevet af en forening.

Else og Erik Jensen mindes fortsat den januardag i 1980’erne, hvor boblen over friluftsbadet styrtede sammen.

- Det var i et valgår, så politikerne var hurtige til at bestemme, at der skulle bygges en svømmehal over Friluftsbadet fra 1934. Else er ferm i et køkken, og hun og medarbejdere har lavet mad til op til 1100 mennesker.

Det var blandt andet sparekasse-møder, der tiltrak så mange.

Junior Chambers Nationalkongres i 1982 er også en begivenhed, der går over i historien, hvor landsdelen blev støvsuget for tjenere, der skulle servere til gallamiddagen. Næsten 100 tjenere var i sving.

Erik Jensen var i mange år træner for håndbolddamer, og når han skulle med til udekampe, måtte nogle fra klubberne sende folk til at passe cafeteriet.

Else Jensen spillede håndbold til hun var i slutningen af 50’erne.

- Vi er 12 piger fra dengang, der fortsat mødes en gang om måneden, og tager på ferie sammen en gang om året.

Efter at Else og Erik Jensen var stoppet i Brønderslev Hallen, var hun i fem år madmor i Brønderslev Kommunes Feriekoloni Munkens Klit ved Ingstrup. Her hjalp Erik også til.

Gennem de mange år er der opstået venskaber.

- For et par år siden ringede Sune Frederiksen, der bor i USA, på vores dør, for at hilse på.

- Vi har virkelig mange gode minder for de mange år sammen med unge. Det har holdt os unge.

Parrets to børn, Kim Jensen, der i dag bor i Valsted ved Nibe, og Pia, der bor i Siem ved Terndrup, er også opflasket med Brønderslev Hallen. I mange år var Kim Jensen også en af de bærende kræfter på Brønderslevs legendariske håndboldhold.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste