Hallen blev fejret
Mange ville fejre Brønderslev Hallens fødselsdag
At Brønderslev er rig på idræt blev bevist lørdag - som for 50 år siden - da hallens 50-års jubilæum blev fejret.
Dagen igennem var der masser af liv i hallen - fra de yngste håndboldspillere til de ældre floorballspillere 60+.
Nostalgisk var det for mange, da de "gamle" drenge fra BI’s guldalder løb på banen. Det var en stor del af spillerne fra dengang Brønderslev spillede i Danmarks bedste række i håndbold, der mødtes. Men de nuværende håndboldhold i serie 1 vandt 25-21 over dreamteam. Teamet førte i 1985 BI op i landets bedste række.
Stemningen i hallen var næsten som dengang i den næsten fyldte hal.
Hallens formand, læge Henrik Jensen, mindedes da også i sin indvielsestale gamle dage.
- Der var undertiden 1500 tilskuere, når der var håndbold i hallen, bemærkede han.
Han konstaterede, at Brønderslev Hallen i 1967 blev indviet under stor festivitas.
- Der var forud for opførelsen af hallen bred opbakning til at opføre en idrætshal, der også skulle være byens forsamlingshus.
Byrådet havde nedsat et udvalg, der arbejdede med planerne.
Henrik Jensen fremhævede specielt halinspektørparret Else og Erik Jensens store indsats, og senest Christian Brønden.
- Christian Brønden har en stor del af æren for, at vi har et velholdt anlæg, og at vi har fulgt med tiden.
Henrik Jensen sagde, at der skal flere aktiviteter i Brønderslev Hallerne i dagtimerne.
- Vi er presset af de lange skoledage, så der først kan komme aktivitet i hallerne fra klokken 16, og der er ingen, der ønsker at træne efter klokken 22.
- Derfor skal vi have fundet nye brugere, der kan komme i hallen i dagtimerne. Vi har i perioder huset børnehaver, og det har været til stor glæde for børnene og for hallen.
- Vi håber, at kommunen fremover vil gøre det muligt for børnehavebørnene nogle gange i løbet af vinteren at besøge hallen, og røre sig sammen med børn fra andre børnehaver.
- I den anden ende af livet har vi Krudtuglerne og nogle andre ældre, der spiller floorball.