Hal-Laila er klar med kæmpe storskærm, når drengene spiller mod England onsdag aften
Hvis man ikke lige ved det, spiller det danske landshold EM-semifinale mod England onsdag aften - i fodbold.
Det skal vi da fejre, synes centerleder i Brønderslevhallerne, Laila Mølholt, som derfor trak den hal-store tegnebog frem. Hun har lejet en fladskærm på 25 kvadratmeter og har inviteret 500 borgere til en fælles boldfest - efter først til mølle-princippet. Helt gratis.
- Efter alle corona-nedlukningerne trængte vi til en fest, og hvad er bedre at samles om end dansk deltagelse i en EN-semifinale, spurgte hun sig selv retorisk.
Det hele foregår i en af Brønderslev Hallerne, hvor der vil blive opstillet stole med behørig corona-afstand. Og man kommer kun ind, hvis man kan bevise, at man ikke er smittet med corona-virussen.
- Og så må vi se med de stole ... det kan jo godt være svært for folk at sidde stille, hvis det bliver alt for spændende, siger hun med et smil.
Boldfesten begynder kl. 18 og fortsætter indtil kampen er slut. Undervejs kan de 500 heldige købe sodavand, slush-ice, øl og pølser. Og Laila Mølholt håber i sagens natur på et lille overskud på arrangementet.
- Men skulle det ende med et underskud, er det også i orden. Vi gør det her fordi vi trængte til det ... og når Danmark forhåbentligt spiller i finalen på søndag, gentager vi arrangementet, siger Laila Mølholt.