Billede beskrivelse

Hædret af Dronningen

14. november 2017 kl. 07.57

Godt 45 år på samme arbejdsplads. Det er ikke mange, der opnår, men det har Anne-Marie Rasmussen, der er stoppet i Spar Nord i Brønderslev.

Derfor blev hun ved en festlighed i Spar Nord Bank dekoreret med Dronningens fortjenstmedalje, og det var direktør Annette Drivsholm, der overrakte medaljen.

Anne-Marie Rasmussen blev ansat 1. juli 1972 i den daværende Sparekassen Nordjylland, Brønderslev afdeling, nu Spar Nord Bank A/S.

Efter den obligatoriske to-års elevtid, ønskede Anne-Marie Rasmussen at fortsætte sin karriere i Sparekassen Nordjylland, samme afdeling.

- Nu har Anne-Marie Rasmussen besluttet sig for at stoppe sin karriere i banken, en ansættelsesperiode på mere end 45 år, bevidner en høj grad af medarbejdertilfredshed. Dette er gensidigt set fra arbejdsgivers side, der altid har betragtet Anne-Marie Rasmussen som en højt værdsat medarbejder og kollega, konstaterede Annette Drivsholm.

- Det skal fremhæves, at jobbet i alle årene er udført fra samme afdeling, dette er efterhånden en sjældenhed.

- Tidligt i karrieren valgte Anne-Marie Rasmussen, at specialisere sig i udførelse af interne arbejdsopgaver, fremfor direkte kundebetjening og -rådgivning som det primære.

- De interne arbejdsopgaver har dermed været det primære, og dermed er der også gennem årene oparbejdet et meget højt kompetenceniveau på dette område.

- Arbejdsopgaverne har primært bestået i support overfor de medarbejdere i banken, der udfører rådgivningsopgaver overfor bankens kunder.

Det er mangeartede opgaver, Anne-Marie Rasmussen har udført.

- Det gælder dokumenter, håndtering af hele bankens aftalegrundlag med kunderne (låneaftaler, sikkerhedsdokumenter, indlånsaftaler, pensionsordninger osv. samt intern administration. I et pengeinstituts daglige drift indgår megen intern administration, en høj grad af datadisciplin er et krav overfor medarbejderen. Anne-Marie har i alle årene haft høje kompetencer, også på dette område. Den interne kvalitet har altid været meget tilfredsstillende på de arbejdsopgaver, som Anne-Marie Rasmussen har udført.

- Anne Marie Rasmussen har en positiv holdning til at lære nyt. Der er hyppige forandringer - rettet mod såvel kunder som den interne drift. Gennem alle årene har Anne-Marie Rasmussen haft en ajourført viden på de relevante arbejdsområder.

- Den har været en positiv, personlig udstråling der signalerer høj faglig kompetence. Mange kollegaer benytter sig derfor af, at søge ny viden hos Anne-Marie Rasmussen - og de er aldrig gået forgæves.

- De mange års ansættelse har naturligt nok gjort Anne-Marie Rasmussen til et kendt ansigt i banken. Dermed bliver der også kundekontakt, der ikke er relateret til egentlig rådgivning. Relevante kunder har gennem årene erfaret hvilke henvendelser, der kan tages direkte til Anne-Marie Rasmussen. Kunderne bliver serviceret på en venlig og kompetent måde. Anne-Marie Rasmussen giver også klart udtryk for hun har været rigtig glad for kombinationen, interne opgaver, der også afleder en kundekontakt.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste