Gys og gru i rundkørslen: - Vi kan ikke lade være ...
Folk med sarte nerver skal holde tungen lige i munden i rundkørslen mellem Jerslevvej og Bredgade i Brønderslev. Måske er det endnu bedre at køre langt udenom, hvis man har tendens til mareridt over uhyggelige film. I huset ud mod rundkørslen er der nemlig gjort et ekstra stort nummer ud af den forestående halloween. Beboerne Tanja Petersen og Carsten Sommer har efterhånden opnået et lokalt renommé som byens mest dedikerede udi julepynt. I de senere år har de dog også gjort meget ud af halloween, og allerede nu er boligen indhyllet i udsmykning.
- Vi kan ikke lade være, fastslår Carsten Sommer.
- Og byens børn forventer efterhånden også, at vi pynter op. Sidste år stod de i kø, da vi serverede slik ved døren. Det kan vi desværre ikke gøre i år på grund af corona-reglerne. Men vi arbejder på en anden løsning, lover den pynteglade husejer.
Han bakkes op af Tanja, der hovedsageligt står for det kreative.
- Vi glæder os. Det er sjovt at finde på nye ting. Meget køber vi os til, og det er ikke helt billigt. Men det opvejes af de rosende bemærkninger fra folk. Mange kalder vores hus for ”Julehuset” med henvisning til julepynten, som vi begynder på i november, lyder det fra Tanja.
Parret er endnu ikke helt færdige med udsmykningen til halloween. De sidste detaljer føjes til i den kommende uge – blandt andet skal græskarrene skæres ud. Og så afslører parret, at der på selve halloween-aften føjes en ekstra dimension til effekterne i form af tør-is.