Billede beskrivelse

Gymnasieklassen var på gribende Grønlandstur

26. juni 2024 kl. 06.01

BRØNDERSLEV: For 2.a. på Brønderslev Gymnasium og HF bød maj måned på en unik oplevelse for livet. Takket være økonomisk støtte fra Nordatlantisk Fond lykkedes det nemlig for klassen og to lærere at komme af sted på den længe ventede studietur til Grønland.

Forud var gået måneder med planlægning. Klassen var klædt på til mødet med den grønlandske verden via historisk, biologisk og kulturel viden. Det blev hurtigt konstateret, at klassens viden om Grønland på forhånd begrænsede sig til at have hørt om indlandsis, isbjørne og fordomme om grønlændere.

Alt viste sig at være totalt anderledes, da klassen midt i maj steg ud af flyveren i Kangerlussuaq og straks blev blæst omkuld af Grønlands smukke natur. De blev mødt af strålende sol og sneklædte bjerge i alle verdenshjørner. -Vauw! Den kop kaffe, der blev nydt dér, blev et godt pejlemærke for, hvad der ventede dem den kommende uge.

Klassen fløj derefter videre til Sisimiut, hvor en enkelt stranding betød, at størstedelen af turen tilbragtes. Også her blev der oplevet masser af -Vauw-oplevelser, hvilket blev turens mest brugte udtryk.

Hotellet havde udsigt til bjerge og de karakteristiske grønlandske træhuse i iøjnefaldende farver, og med midnatssol, som strakte sig hele døgnet rundt, hvilket i sig selv var en særlig oplevelse.

Af højdepunkter kan nævnes sejlturen, hvor årets første hvaler og isbjerge blev set, samt turen med hundeslæder, hvor eleverne følte sig som bittesmå mennesker i det store landskab og bevægede sig hen over isen, som grønlænderne har gjort i generationer, før det blev deres tur til at prøve det.

Billede beskrivelse

Naturens storhed og skønhed tog dem med storm. Tænk, at naturen rummer så store oplevelser i et land, som er en del af det danske rigsfællesskab og dog så langt væk både i fysiske kilometer og i kulturel forstand. De fik også brugt de indkøbte vandrestøvler flittigt på adskillige vandreture ud i fjeldene omkring dem.

Der blev desuden mødt en masse imødekommende grønlændere, som med stolthed fortalte om deres land, hvorved de fik bekræftet, at det grønlandske folk er meget gæstfrit.

Eleverne fik ovenikøbet lov til at deltage i årets konfirmation i Sisimiut Kirke, hvilket var en helt særlig oplevelse. Flere blev rørte, da orglet begyndte at spille, og de 12 konfirmander, seks piger og seks drenge, trådte ind i kirken iført deres smukke nationaldragter.

Efterfølgende gik turen videre til Kangerlussuaq, hvor klassen boede i OLD CAMP, barakker opført som boliger til de mennesker, der opførte lufthavnen tilbage i 1941. Her lærte de at drikke tankvand (vand tilsat klor, som derfor kan opbevares i længere tid), spise de snacks, de havde, og hygge sig om aftenerne i deres eget selskab, da de var de eneste på stedet. Her oplevede de rensdyr, sneharer og moskusokser på nært hold.

Desuden fik de glæden af at besøge indlandsisen efter en køretur på et par timer. Det var stort at stå der på indlandsisen omgivet af is til alle sider. Elever og lærere har desuden afprøvet indlandsisen som en glimrende kælkebakke.

Undervejs på turen havde eleverne til opgave at indsamle viden om Grønland, da de ugen efter deres hjemkomst arbejdede med en faglig opgave om Grønland.

Socialt har klassen virkelig fået masser af valuta ind på fællesskabskontoen, som har knyttet bånd på kryds og tværs. Alle kan nu skråle med på 'Hvalen Hvalborg', som de jo rent faktisk mødte i Grønland.

Det er en oplevelse for livet, de alle har fået. Med på turen var biologilærer Iben Vejrum Ørsted og dansklærer Lene Hansen, som er fyldt af taknemmelighed over at have deltaget i den fantastiske studietur.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste