Billede beskrivelse

Gymnasieelever på kultur-tur til København

80 pct. af eleverne på Dronninglund Gymnasium tog med på den årlige tur til hovedstaden

12. december 2018 kl. 09.31

DRONNINGLUND: Der har gennem mange år været tradition for, at Dronninglund Gymnasiums årlige kultur-tur er en opera-tur, men sidste år var der ballet og Nøddeknækkeren på programmet, og i år var det den fantastiske iscenesættelse af ”Kongens fald” på det nye skuespilhus, eleverne oplevede.

Johannes V. Jensens gamle nobelpris-vindende roman i en kongelig opsætning var ikke noget, der skræmte eleverne, for der var 369 elever eller over 80 procent af det samlede elevantal med.

Og det blev en oplevelse af de store, fortæller deltagerne. Hvorvidt det lige var en fin fortolkning af romanen, kan diskuteres, men det stod ikke til diskussion, at den catalanske iscenesætter Carlus Padrissa med rødder i cirkus- og tryllekunstner-verdenen virkelige havde tænkt ud af boksen med sin scenografi, der var ubeskrivelig fantasifuld. Der var visuelt alt, hvad man kunne ønske.

Eleverne tog allerede fra torsdag formiddag afsted med de første tog, og så fulgte resten af de 11 hold med i løbet af dagen med retning mod København og DanHostel, hvor der var to overnatninger inden hjemturen lørdag.

Fredagen var fri til shopping og individuelle oplevelser, og for de kunstinteresserede elever var der arrangeret kunst-tur til Statens Museum for Kunst og en særudstilling med den verdensberømte dansk-vietnamesiske kunster, Dahn Vo.

Klokken 14 havde elevrådet arrangeret en demonstration ved Christiansborg for den tidligere elev Taza, der for et par uger siden sammen med sin familie blev udvist fra asylcentret i Dronninglund og sendt til Sjælsmark på Sjælland.

Inden forestillingen var der en spændende rundtur på det 760 millioner kroner dyre skuespilhus, og efter forestillingen var det gå-i-byen-tid frem til kl. 2, hvor alle eleverne skulle være tilbage på hotellet. Det var 11 hold trætte elever, der sammen med lærere og andet personale på gymnasiet i løbet af lørdagen satte kursen mod Nordjylland.

Til næste år står der opera på programmet, og så har eleverne i 3.g i løbet af deres gymnasietid oplevet opera, ballet og skuespil på Det Kongelige Teaters tre scener.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste