Livet her

Guldmedaljer til alle 800 spillere ved stor fodboldturnering i Dronninglund

12. september 2022 kl. 12:08

I flere år har DBU forsøgt at afvikle et såkaldt 3-bold stævne i Nordjylland, men uden resultat. I søndags lykkedes det på Dronninglund Stadion, hvor 167 hold, knap 800 spiller og endnu flere forældre og bedsteforældre havde en festlig dag i strålende solskin.

Bag det store stævne stod en række frivillige med Søren Larsen i spidsen.

- Jeg er også med i DBU regi, og her har vi de seneste par år forsøgt at lave denne DBU 3-bold Tour i samarbejde med Faarup Sommerland, hvor banerne skulle have været stillet op på deres parkeringsplads, fortæller han.

- Der skal imidlertid 100 hold til, for at stævnet kan gennemføres, og det har vi ikke kunnet skaffe før nu, hvor vi har flyttet det til klubben i Dronninglund. Stævnet her er det eneste sted i Nordjylland, så der er børn, der er kommet langvejs fra. Stævnet er for de yngste fodboldspillere mellem 5 og 10 år, så det skal være en festlig dag og en god fodboldoplevelse for dem alle, påpeger Søren Larsen.

I DBU 3-bold Tour spilles der tre mod tre, og banernes udformning indbyder til masser af driblinger, finter og skud på mål. Hver kamp varer 8 minutter, og der tælles ikke mål eller findes vindere. Alle får udleveret guldmedaljer.

- Det er et stort projekt, og jeg var lidt spændt på, om det var muligt at skaffe frivillige nok. Banderne kom i fire store containere og skulle stilles op her til morgen klokken godt seks. Heldigvis mødte 25 mand op, og vi nåede at blive færdige inden starten kl. 10. Når stævnet er slut, skal det hele pakkes sammen og sendes til Svendborg, hvor det skal bruges næste søndag. Det er hårdt, men også en god oplevelse med så mange unge spillere, der hygger sig med fodbolden, slutter Søren Larsen.

Annonceret indhold

Nyeste