Grønne busser kommer til Brønderslev
Trafik: Busserne kører på biogas, og de er blandt andet finansieret af Brønderslev Kommune
NT indsætter 16 nye biogasbusser på fredag 1. maj.
Det oplyser selskabet i en pressemeddelelse.
Biogasbusserne er CO2-neutrale og bliver indsat på seks ruter i fem kommuner i Nordjylland.
Over de kommende år arbejder NT på at omstille busser, tog og flexbiler til mere miljøvenlige drivmidler, og ambitionen i den grønne strategi er, at alle større buslinjer vil være omstillet til mere miljøvenlige drivmidler inden udgangen af 2025.
I forbindelse med det seneste større udbud af buskørsel blev ruterne 55, 56, 118, 200, 208 og 209 udbudt som biogasbusser. Busserne kommer til at køre på certificeret biogas og vil derfor være helt fossilfrie, oplyser NT.
Der indsættes busser på biogas både nord og syd for fjorden. Ruterne er finansieret af hhv. Region Nordjylland og kommunerne Aalborg, Rebild, Jammerbugt, Hjørring og Brønderslev.
Design og indretning af busserne er udviklet af kunderne
I foråret 2019 påbegyndte NT ligeledes et større arbejde omkring indretning og bemaling af fremtidens nordjyske busser. I begge tilfælde spillede input og forslag fra kunderne en afgørende rolle.