Bjarne Laustsen og Søren Pape var  blandt deltagerne i sommermødet. Foto: Konservative Brønderslev
Livet her

Grin og kritiske spørgsmål på sommermøde

12. august 2022 kl. 09:42

Der var både grin og kritiske spørgsmål, da Konservative i Brønderslev mandag aften fyldte den runde pavillon med gæster til en politisk debat mellem den konservative formand Søren Pape Poulsen og hans socialdemokratiske kollega fra Christiansborg, Bjarne Laustsen.

Det oplyser Konservative i Brønderslev i en pressemeddelelse, hvor de skriver:

- Først gav begge dog et humoristisk og meget ærligt indblik i, hvordan det egentlig er at sidde i Folketinget, når der både skal findes enighed i egne rækker – herunder i regeringssamarbejder mellem flere partier – og med den modsatte fløj. Bestemt ikke altid den nemmeste opgave, slog begge parter fast, og pegede sjovt nok på nogle andre partier som problemet. Men som folkevalgt er man samtidig hinandens kollegaer, så selv om bølgerne kan gå højt i folketingssalen og på tv, så kan man sagtens få en hyggelig sludder og være gode venner efterfølgende. Således også Søren og Bjarne, selv om den ene er meget blå, og den anden er meget rød.

Mødet blev holdt i Den Runde Pavillon. Foto: Konservative Brønderslev

Foreningen medler om stor spørgelyst fra publikum - omkring 100 interesserede gæster var dukket op for at få et bedre indblik i livet bag de tykke mure og for at høre mere om nogle af de mange emner, som lige nu debatteres.

Den lokale, konservative folketingskandidat Mia Tang var både vært og ordstyrer og sørgede for, at flest mulige fik mulighed for at stille spørgsmål.

- Af samme årsag kom debatten til at handle om alt fra mink til turisme, hvor både enigheder og uenigheder blev ridset op. Noget af det, parterne godt kunne blive enige om, var, at mængden af bureaukrati skal ned, og at sagsbehandlingstiden i minksagerne skal op.

Samtidig buldrer valgrygterne i baggrunden, og også hos publikum var der stor nysgerrighed i forhold til, hvornår det så kommer, og hvem der mon ender som statsminister.

- Dette var naturligvis svært at få et klart svar på, men det gav til gengæld mulighed for at stikke lidt til hinanden med et glimt i øjet.

Annonceret indhold

Nyeste