Golf for den gode sag
Der blev spillet golf og hygget i den gode sags tjeneste, da Dameklubben i regi af Hals Golf Klub forleden havde kaldt til samling til Pink Cup. Her var formålet at samle midler ind til Kræftens Bekæmpelse via den landsdækkende turnering, ”Støt Brysterne”.
Hals Golf Klub har tidligere ageret vært for udgaver af Pink Cup. Grundet blandt andet Corona har turneringen dog lagt stille i nogle år. Det gjorde det selvsagt endnu mere glædeligt, at 36 spillere stillede op og trodsede vejrguderne.
Lokalforeningen for Kræftens Bekæmpelse deltog og serverede frugt og juice alt imens lokale forretningsdrivende donerede gevinster. Foreningen var desuden repræsenteret med en lille butik med varer fra Kræftens Bekæmpelses webshop.
Efter strabadserne på banen mødte deltagerne ind til et veldækket bord. Her blev der indledningsvis uddelt præmier og gevinster.
Lis K. Pedersen vandt i øvrigt A-rækken, mens Annalise Riisager Guldborg var bedst i B-rækken. Mikael Simonsen tog sig af sejren i C-rækken.