
God til at trække unge tilbage. Ny kampagne skal få endnu flere til at vende hjem
"Det er svært at flytte herfra, men nemt at flytte hjem igen!"
Det er sloganet i en ny kampagne med små film, som Brønderslev Kommune har lanceret for at få endnu flere unge mennesker til at flytte tilbage til deres barndomsegn.
Og det er ikke første gang, at kommunen forsøger sig med små film for at lokke flere borgere til.
Tilbage i 2016 gik brandingfilmen "Velkommen til Maria og Jakob" viralt med over én million visninger.
- Det er tredje gang vi prøver denne model. Vi slår nok aldrig "kagefilmene" fra 2016, men den nye er alligevel blevet set 80.000 gange på en uge, siger chefkonsulent Mette Krogh Jakobsen.
Den mellemste omgang med film handlede om en mand, der hed Thorsten, og var en lidt gakket figur, der flyttede fra Roskilde til Brønderslev. Men den blev aldrig den helt store succes.
Nu sættes der så fokus på foreningerne i kommunen, og i første film-heat er det den levende rollespilsforening Rødder og Vinger, som er i fokus.
- Det handler både om at fremvise vores foreningsliv, og samtidig give nogle af vores foreninger lidt reklame. I den konkrete film handler det om, at de efterlyser et tidligere medlem - Peter - for ham vil de gerne have tilbage igen. Det forsøger de så på, på en del humoristiske måder, forklarer Mette Krogh Jakobsen.
Filmene kan i øvrigt ses på kommunens Facebook. Og de er altså behæftet med en vis mængde humor.
Selvironi har aldrig skadet
Kommunen har nemlig kørt branding-kampagne en del år for at vise, at man nok ikke lige lever op til de fordomme, der kan være rundt omkring.
- Nogle tror slet ikke, at der sker så meget, som der egentlig gør her i kommunen. Både med fritids-muligheder, men der er også mere erhvervsliv, end de fleste lige tror. Og så prøver vi at vise os fra en humoristisk og selvironisk side, siger Mette Krogh Jakobsen.

Og det sekunderes af Mikael Klitgaard.
- Det har jo virket før, og vi er bestemt ikke blege for at have en smule humor. Det viser kampagnen også. Selvironi har aldrig skadet.
- Vi er inde i en positiv udvikling, blandt andet med fornyelse af midtbyerne i de store byer, kulturhus på vej i Brønderslev, to nye haller og samtidig lidt ekstra opmærksomhed til landdistrikterne.
- Så ved jeg godt, at nogle vil sige, vi også har dårlige sager på nogle områder - der er vi som andre kommuner. Og vi bruger måske ikke flest penge, men vi har en god ånd i kommunen. Og det tror jeg betyder meget, siger borgmesteren.
Mange vender allerede tilbage
Brønderslev Kommune er i forvejen den kommune i Nordjylland, hvor flest fraflyttere vender hjem igen, oplyser de:
- Faktisk er vi den 8. bedste kommune i landet til at trække vores unge hjem. Mere end hver sjette af de 35-årige, der har været flyttet væk, vælger at vende hjem til kommunen igen, lyder det fra Mette Krogh Jakobsen.
En ottendeplads på landsplan er ikke sølle, men man vil gerne endnu højere op på den liste.
- Det er ingen hemmelighed, at vi gerne vil være nummer ét, og vi sætter hele tiden ambitionen lidt højere. Vi har en god tilflytning, og det tror jeg blandt andet skyldes et godt foreningsliv, gode både hoved- og landsbyer, og det, at vi taler positivt om os selv. Det smitter, siger borgmester Mikael Klitgaard (V).
I 2022 var der i alt 2.009 tilflyttere til Brønderslev Kommune. Samtidig var der 1.821 fraflyttere. Dermed havde kommunen en samlet nettotilflytning i 2022 på 188 personer.
Læsø Kommune havde en nettotilflytning i 2022 på 41 personer. Resten af de nordjyske kommuner var i minus.