God musik og kanon underholdning: Byfest for små og store var en succes
Alle sejl var sat til, da Gandrup Sportsklub den forgangne lørdag havde kaldt til samling.
Årets byfest løb af stablen med aktiviteter dagen lang og med tilbud til alle aldersgrupper.
Med udgangspunkt i sidste års vellykkede børnefestival var der i formiddagstimerne inviteret indenfor i teltet med fokus på de yngste. Her var ikke mindst DR-figuren Motor Mille det store trækplaster, ligesom også Den Skaldede Pædagog samt Sherif Haps & Guffe skabte højt humør.
I eftermiddagstimerne fortsatte løjerne i voksenhøjde. Her fyldte Ib Grønbech og Containerkvartetten tiltet med egnshumor på højt plan, inden den stod på koncertbuffet fra Gæstgivergården.
I aftentimerne var der så tid til at lufte danseskoen til tonerne af Beatles, Gasolin og Roxette. Dog kun i kopiversioner med først The Beatles Revival efterfulgt af Østre Gasværk og Dressed for Roxette.