Billede beskrivelse

Glaskunst på højskole

06. marts 2018 kl. 08.30

Lisbeth Vorre Damhus fra Sindal udstiller i marts og april på Nordjyllands Idrætshøjskole i Brønderslev.

Lisbeth Vorre Damhus, kendt for DamhusGlas, har arbejdet med glas i små 10 år.

- Arbejdet med glas er min hobby ved siden af mit job som sygeplejerske. Jeg slapper af med at skabe små skæve kunstværker i mit eget lille værksted. Jeg åbner værkstedet for gæster efter aftale.

- Jeg arbejder hovedsageligt med floatglas, som er almindeligt vinduesglas, der er skåret ud/savet ud, slebet, drysset med farve og herefter brændt i en glasovn ved op til 780 grader. Jeg arbejder også lidt med Bullseye glas, som er gennemfarvet glas.

- Jeg inspireres af mange ting, men især af naturen - af strand og skov. Jeg bruger gerne drivtømmer, som søde venner hjælper mig med at samle op langs Vesterhavet. Kombinationen af det rustikke træ og det flotte blanke glas finder jeg meget spændende. Jeg holder af at lege og eksperimentere med glasset. Det skæve og det uperfekte fascinerer mig og gør mine ting unikke - og derfor kan jeg også sjældent lave to ting, der er ens. Forskelligheden tiltaler mig, fortæller Lisbeth Vorre Damhus.

Hun har deltaget forskellige udstillinger. Blandt andet julemarked med kunst i Hasseris, hobby og kunstmesse i Brønderslev, Efterårskunst i Jerslev, påskemarked Krastrupsøgaard, Designmarked, Skørring, Designmarked i Aadalen, jul i Hegnsminde, Dunckerbeck Windsurfing Center, Julemarked, Sindal Privatskole samt Kunsthåndværk og julemarked, Sindal Privatskole.

I år er hun med på påskeudstilling på Hirtshals Skole, på kunstudstilling i kristi himmelfartsdagene i Mølholt Forsamlingshus samt på Galleri Birkegården i Stenum i juni, juli og august. Desuden er hun i løbet af sommeren på forskellige markeder. Blandt andet kræmmermarkedet i Hune, hvor hun siden 2012 har tilbragt hver søndag i sommermånederne.

Man kan finde billeder af mange af Lisbeth Vorre Damhus’ ting på Instagram under profilen #damhusglas.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste