Glæder sig til ny skolegård
Søndergades Skole har ny skolegård efter ferien
BRØNDERSLEV: I hele uge 26 har der været travlt på Søndergades Skole. Ikke kun fordi eleverne går på god, lang sommerferie, men også fordi renoveringen af skolegården er så langt, at den nu er blevet asfalteret.
- Det var virkelig svært at lave noget i den gamle skolegård på grund af de gamle fliser, siger Frederik Lentz.
Frederik Lentz og Malou Callisen fra femte årgang på Søndergades Skole har som elevrådsrepræsentanter været med indover projektet med den nye skolegård.
De glæder sig begge meget til, at de efter sommerferien har en ny skolegård at boltre sig i både i frikvartererne og i timerne.
- Det har forstyrret lidt i timerne, at den er blevet lavet om. Men vi glæder os rigtig meget til at få en ny skolegård, siger Malou Callisen.
Særligt at noget af undervisningen i fremtiden kan rykkes ud i skolegården, og der bliver mere plads til aktiviteter glæder de to elever.
Der kommer borde, bænke, fodbold- og basketballbaner, som vil gøre det muligt for eleverne at udnytte gården bedre.
Desuden vil der også blive lavet en form for tastatur i skolegården, som vil kunne bruges til at undervise de mindste i dansk og matematik.
Helt færdig omkring uge 42
Den vil være klar til brug, når skoleåret starter igen, men de mange ekstra elementer, som den får, vil dog først kunne monteres i uge 42, da asfalten skal sætte sig helt først, før de kan monteres.
Skoleleder Kasper Vineke glæder sig til at kunne byde indenfor i den nye skolegård, som har været ønsket meget længe.
- Både elever og lærer har taklet det utroligt godt, at vi har været uden skolegård. Eleverne har været gode til at bruge andre aktivitetsmuligheder omkring skolen. Så det har ikke været så stor en gene som frygtet, siger skoleleder Kasper Vineke.
Skolegården på Søndergades Skole var den oprindelige, fra da skolen blev bygget. Den har derfor længe trængt til en overhaling. Det blev først i år, da man i samme ombæring kunne renovere kloakkerne og kun grave området omkring skolen op en gang.
Skolegården forventes at blive indviet ved et arrangement for eleverne i uge 34.