Generationer mødtes til babyhygge
VESTER HASSING: Der var gensidig glæde blandt generationerne, da kulturmedarbejder i Vester Hassing Kirke, Lise Kobbersmed, forleden havde flyttet kirkens babysalmesang til aktivitetscentret på Hassinghave.
En håndfuld mødre havde således indvilliget i at have tilskuere til seancen, hvor babyerne blev sansestimuleret via sang, leg og nærvær.
- Det var en hyggelig formiddag. For mange af de ældre var det rørende at blive mindet om de sange, som de sang i søndagsskolen, siger Lise Kobbersmed.
Hun beretter videre, at flere af de ældre også fik mulighed for at holde de små charmetrolde.