Geder på strejftog
De nyligt udsatte geder på Skansen i Hals har fået en fin modtagelse. Besøgstallet på det gamle fæstningsværk er ifølge formanden for Hals Samråd, Ulla Larsen, øget betragteligt, siden gederne blev sat ud den 1. maj.
Men bekendtskabet har ikke været helt problemfrit. Den færist, der ellers skulle holde dyrene fra at forlade voldområdet, har ikke haft den ønskede virkning. Gederne har i flere tilfælde forceret risten, og forleden måtte der iværksættes en større aktion for at få dem bragt tilbage bag voldene. Derfor er der nu etableret et midlertidigt hegn bag færisten, således at besøgende der skal ind på Skansen i stedet skal benytte den sydlige indgang.
- Nu ser det ud til, at gederne bliver indenfor, konstaterer Ulla Larsen.
- Kommunen har også iværksat etableringen af en ny låge til hovedindgangen, således at denne igen vil kunne benyttes. Og så håber vi ellers, at byens borgere bærer over med startvanskelighederne, tilføjer formanden.
Ulla Larsen fortæller i øvrigt, at gederne bliver på Skansen til og med 10. juni. Herefter må de i en periode vige for Skansespillet, inden de igen sættes ud, når stykket er færdigspillet i juli.