Billede beskrivelse

Geder forgiftet: Her er årsagen

05. juni 2023 kl. 08.07

Det gik helt galt, da en eller flere, formentlig i bedste hensigt, fredag aften ville give gederne ved Hals Skole en ekstra godbid. Således måtte to af gederne lade livet som følge af forgiftning. Det fortæller lærer Anders Langeland fra Hals Skole. 

De øvrige seks geder klarede skærene, men alle er formentlig blevet forgiftet ved indtagelse af taks-buske. 

- Vi er meget kede af situationen, lyder det fra Anders Langeland, der står for den overordnede pasning af dyrene. 

- Da jeg kom forbi lørdag formiddag, var gederne meget svækkede. Jeg kontaktede dyrlægen, som opfordrede mig til at tvinge noget vand i dyrene. Det lykkedes dog ikke at redde to af gederne, tilføjer Anders Langeland. 

Ikke i ond mening

Han fortæller, at der lå rester af taks i indhegningen. Planten er særdeles giftig og kan selv i små mængder tage livet af en hest. 

- Vi er temmelig sikre på, at det ikke er sket i ond mening, fortsætter Anders Langeland. 

- Mange af byens borgere er flinke til at komme forbi med deres aflagte juletræer og planter fra haven. Det meste er glimrende foder for gederne, men altså ikke taks, fastslår han og opfordrer til, at man ikke selv smider planter ind til dyrene. 

- Det optimale er, at man bare lægger det udenfor indhegningen. Så kan vi selv sortere og justere mængderne, forklarer Anders Langeland. 

Han slår i øvrigt fast, at gederne er særdeles populære blandt byens borgere. 

- Dagligt kommer både børn og voksne forbi for at nyde synet af gederne. Og man må selvfølgelig fortsat gerne give dem gulerødder og lignende, understreger Anders Langeland.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste