Gastronomisk tidsrejse: Gæster blev mætte af lokale råvarer
Tiden var skruet tilbage til første halvdel af 1900-tallet, hvor vi var meget bedre til at bruge naturens ressourcer mere bæredygtigt, da Dorf Møllegård i sidste uge i forbindelse med bæredygtighedfestivalen inviterede til fællesspisning med en treretters menu af lokalt producerede råvarer.
Menuen var sat sammen af Susanne Hald Kristensen og museets folk, men det var Susanne alene, der i det gamle køkken fremtryllede de tre retter. Først blev der serveret en kold fiskeanretning med gedde, laks og kuller. Som hovedret kom der hvidvinsbraiserede svinekæber med forskellige grønsager på bordet, og som dessert blev der serveret kærnemælksfromage med rabarber og jordbærkompot.
- Råvarerne er produceret så lokalt som muligt. Gedden er således fanget i Møllesøen her lige uden for vinduerne, og de andre varer er også lokale, fortalte Susanne Hald Kristensen.
- Vaniljen kommer ganske vist fra udlandet, men den er også lidt lokal, for jeg har bekendte i Taars, som har familie på Madagascar. De dyrker vanilje, så vaniljen er kommet direkte fra Madagascar og her til Dorf, fortalte hun, mens hun var i færd med at lave kartoffelmos til hovedretten.
Middagens 20 deltagere fik foruden den lækre mad også et oplæg om Dorf Møllegård og danskernes historiske madkultur.