Game Night hele natten og mere til

80 elever på Dronninglund Gymnasium deltog i den årlig tilbagevendende begivenhed

10. marts 2020 kl. 11.15

DRONNINGLUND: League of legends eller blandt venner bare LoL, CSgo, Just dance, Mario Cart, Sims, Call of Duty, World of Warcraft, Diablo, Fortnite, og ja, så var der også lige gang i brætspil og dans efter computer. Med andre ord: Game Night på Dronninglund Gymnasium.

Lægger vi dertil 80 pizzaer og masser af chips samt endeløse mængder af colaer og andre alkoholfrie stimulerende drikke, så kunne de omkring 80 elever ikke andet end holde sig vågne hele natten og frem til den lyse morgen. Så var der selvfølgelig også en sandwich til natmad.

Efterhånden som natten skred frem, forlod flere af eleverne dog klasseværelserne for at se film eller serier for så senere at vende tilbage til spillene.

Game Night er en årlig tilbagevendende begivenhed, og blandt andet også en lejlighed for ”DG Dragons”, der er gymnasiets svar på Astralis, til at hverve nye gamere.

- Det kræver faktisk meget energi og endnu mere koncentration at spille seriøst. Derfor har vi på gamer-holdet også fysisk træning med i vores øvelsesprogrammer, så det er ikke spil det hele, fortæller Frederik Nielsen, 3d, coach for DG Dragons, der håber, at Game Night kan være en god reklame, for der venter mange kampe i de forskellige turneringer, holdet har meldt sig til.

Tidligere var det primært drengene, der mødte frem til Game Night, men i de seneste par år er der også rigtig mange piger, der har taget de mange forskellige computerspil til sig og nu er ihærdige gamere.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste