"Gården har talent"

02. maj 2017 kl. 19.04

"Gården har talent". Det er titlen på årets store opsætning på Sct. Georgs Gården i Brønderslev.

Det er et pendant til Danmark har talent, og det vrimlede da også med talenter på scenen.

- Det er en mangeårig tradition, vi opfører et teaterstykke, fortæller leder af Børnehaven, Sct. Georgs Gården, Jens Nordmark.

Teaterstykket er en del af skoleforberedelsen for de kommende skolestarter.

Børnene optrådte med en masse indslag. Lige fra Poul Reichhardts "Er du dus med skovens fugle", via Olsen Banden-indslag til et nummer med en slangetæmmer.

Dommerpanelet kom på noget af en opgave, da de skulle bedømme indslagene.

- Det er de 26 elever, der efter sommerferien skal begynde i skolen, fortæller Jens Nordmark. De lærer en masse af teaterstykket, og bliver godt klædt på til skolen. De lærer at optræde for andre og lærer samarbejdets kunst, Det er pædagogerne Lone Brix Jensen og Nanna Gaardboe, der har stået for opsætningen. Der er øvet i et par måneder. I begyndelsen tre gange om ugen og de seneste to uger hver dag.

Børnene har været på jagt i kostumekælderen for at finde kostumer til opsætningen. Men Nanna Gaardbo har også været ferm ved symaskinen.

Der var stuvende fuldt hus, da forældrene skulle se stykket, og her var det borgmester Mikael Klitgaard, der indledte aftenen. Generalprøven blev overværet af flere børnehaver.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste