
Fuldt hus til musikalsk velgørenhed
Der var både anledning til at nyde den gode musik og til at støtte et ædelt formål, da der fredag var koncert i Øster Hassing Forsamlingshus. 100 tilhørere var på plads på en aften, hvor Anders Munch fra bandet Munch & Broderskabet øste ud af Kim Larsens mange store klassikere.

En del af overskuddet gik til Det Sociale Netværk, der arbejder til fordel for udsatte og psykisk sårbare. Den alvorlige baggrund hindrede dog ikke den gode stemning.
Koncerten fremkaldte masser af musikalske minder om en af de helt store i dansk musikhistorie. Anders Munch fornøjede med sin vellignende Kim Larsen-optræden på såvel fysisk som sangmæssigt plan. Desuden var der rig lejlighed til at synge med, alt imens Øster Hassing Borgerforening fristede med både øl, vand og vin i baren.
Det var i øvrigt første gang, borgerforeningen kunne melde helt udsolgt i det nye forsamlingshus.