Foto: Jan Pedersen
Livet her

Frontalt sammenstød i høj fart - én person alvorligt kvæstet

Ambulancer, helikopter, politi og bilinspektør tilkaldt - to personer kørt på hospitalet

01. juli 2022 kl. 17:17

BRØNDERSLEV: To biler er fredag eftermiddag kort efter kl. 15 stødt frontalt sammen på Aalborgvej lige syd for Brønderslev.

Kollisionen var så kraftig, at begge biler væltede og ramte ned i grøften.

Mindst én person er alvorligt kvæstet, oplyser vagtchef Poul Fastergaard fra Nordjyllands Politi.

To ambulancer, en lægehelikopter, en lægebil, politi samt en bilinspektør arbejder i øjeblikket på ulykkesstedet, hvor Aalborgvej er helt spærret i begge retninger.

- Og det vil den i hvert fald mindst en time endnu, siger Poul Fastergaard ved 16-tiden.

Politiet har endnu ingen forklaring på, hvad der førte til den voldsomme ulykke.

Ifølge Nordjyskes oplysninger er både den hårdt kvæstede bilist samt yderligere én person bragt til behandling på Aalborg Universitetshospital under politieskorte.

Nyeste