Livet her

Frivillig på Hjallerup Marked: Det ligger i blodet

04. juni 2022 kl. 17:51

- Vi har et godt miljø og hygger os, og så kan vi jo også se, at vi får noget for de penge, markedet tjener, fortæller Henrik Jakobsen, der er en af de mange, mange frivillige, der hvert år står sammen om at lave det store marked i Hjallerup. Uden alle dem, der hvert år bakker op om markedet, var der intet marked.

Henrik ved, hvad han taler om, for han har været frivillig i 50 år.

- Jeg startede det år, markedet flyttede til den nuværende plads syd for byen. Det var min svoger, der tog mig med som parkeringsvagt. Det var hyggeligt, og så fortsatte jeg som parkeringsvagt i mange år, fortæller han, der senere i en længere periode var ansat under Hjallerup Samvirke ved Hjallerup Telte.

- Vi er her for Samvirkes skyd, men også for at der bliver tjent penge, som bruges i byen til idrætshal, kulturhus og alverdens ting. Det er også det, der driver os. Det har været træls, at der har været to år uden marked. Vi har savnet det og er glade for, at det er tilbage, siger Henrik Jakobsen, hvis kone og søn også er frivillige på markedet.

Mange frivillige

- Nu kender jeg bedst personaleteltet, hvor jeg er leder, og her fik vi alle vagter besat i løbet af 14 dage, så opbakningen fra de frivillige er der fortsat. Jeg plejer at kende de fleste, men der kommer mange tilflyttere til byen, så jeg kender ikke alle mere, men det kommer vi til under markedet. Det er også det, der er så godt. Man kan nemt blive en del af byen.

- Når vi laver vagtlister, sørger vi for at sætte nye sammen med erfarne folk, og på den måde kommer man ind i markedet. De nye kan bestemt også lære os noget og være med til at udvikle det. Da jeg sad i markedsudvalget, følte jeg, at vi var dygtige, men der kommer hele tiden nye folk til, og det går jo bedre og bedre. Markedet udvikler sig hele tiden. Der er ikke så mange heste mere, og i år er der heller ikke så mange kræmmere. Da jeg startede, fyldte hestene en tredjedel eller mere af pladsen. Det gør de ikke mere, men samfundet har udviklet sig, og det samme har markedet. Jeg elsker det, og regner da med, at der er mange gode år i mig endnu, understreger Henrik Jakobsen.

Anders er med hvert år

Selv om de fleste frivillige kommer fra Hjallerup og omegn, er der også rigtig mange, der kommer udefra. Det gælder således Anders Mundelin, der er opvokset i Hjallerup, men nu bor i Kastrup.

- Hjallerup ligger i blodet, og det samme gør markedet. Der er en fantastisk stemning, og det er noget særligt at komme hjem. Jeg har været med i tombolaudvalget i 19 år, og jeg synes, det er fantastisk, alt det markedspladsen kan. Jeg møder mange, som jeg kun ser denne ene gang om året. Alle er venner, og vi kender hinanden. Vi er alle sammen fra Hjallerup under markedet. Det kan noget, og det er min plan at fortsætte. Min kone, der ikke er fra Hjallerup, er også med, og min datter, der ganske vist kun er tre år, skal da også på sigt med. Selv om vi ikke bor her, skal hun da vide, hvad Hjallerup Marked er, og være en del af det, fortæller Anders Mundelin.

Færre kræmmere

Markedet er i den grad tilbage og ligner sig selv med masser af besøgende, god stemning og hygge. Det meste er, som det plejer, selv om der i år er færre heste og kræmmere på pladsen.

- Det har været meget sværere at tiltrække kræmmere i år i forhold til før coronaen, fortæller Erik Madsen, der har ansvaret for den del af markedet.

- Flere er ikke mødt op, selv om de havde reserveret plads. Jeg ved også, at flere af de gamle kræmmere er faldet væk eller stoppet, så der er færre, der vil ud på markederne. Heldigvis er der stadig mange, og man kan også i år købe alt muligt på pladsen. Sådan skal det også være, og sådan håber jeg, det kan fortsætte, oplyser Erik Madsen.

Andre læser også

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu