Fritidsklub fejrede fastelavn

Børnene i Brønderslev Fritidsklub slog katten af tønden og konkurrerede om at lave de flotteste masker

25. februar 2020 kl. 10.30

BRØNDERSLEV: Brønderslev Fritidsklub har holdt fastelavnsfest, hvor man kunne møde latter, udklædte børn, musik og lyden af gentagne brag fra bat, der bliver slået mod en tønde.

Det oplyser afdelingsleder Megan McHardy Svendsen.

- På dagen kunne børnene se frem til lækre fastelavnsboller med creme, og selvfølgelig skulle der slås katten af tønden, som var blevet pyntet med blomster, malerier af katte og en masse andet farverigt og festligt. Selvom tønden var blevet lagt i vand, var børnene slag gode og stærke. Efter kort tid røg bunden af tønden ud og, til børnenes store fornøjelse, lækkerier i form af slikposer ligeså, skriver hun.

Efter kåring af kattekonge og kattedronning kunne børnene se frem til sjov med limbodans og en stor maskekonkurrence. I ugen op til fastelavnsfesten havde børnene fået mulighed for at arbejde på at lave deres helt egen maske til dagen, hvilket resulterede i mange flotte bud på kreative masker.

- Det var svært af vælge blandt så mange fine masker, men efter drøftelse blandt de voksne, blev dagen afsluttet med en kåring af og præmie til børnene med de tre mest kreative masker. De resterende børn gik dog ikke tomhændede hjem, men fik en ekstra lille slikpose med som ros for udklædning, masker og selvfølgelig deres bidrag til at skabe god stemning og dermed en rigtig hyggelig fastelavnsfest i fællesskab med deres klubkammerater.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste