Fra skrammelplads til super legeplads
Dronninglund Skole har længe ønsket at få den gamle legeplads syd for skolen fornyet. Den var efterhånden slidt ned gennem mange års brug. Mange af redskaberne var lavet af trykimprægneret træ, og der var ved at gå råd i træværket, så det ikke længere var forsvarligt at lade børnene bruge dem.
Nu har kommunen heldigvis fundet penge til at lave en helt ny legeplads med moderne og spændende legeredskaber i stål og plast.
- Langt om længe er der kommet nye legeredskaber, sagde leder af indskoling og mellemtrin, Carina Bruun-Jensen, da skolen fredag morgen havde samlet eleverne fra yngste og mellemste trin til indvielse af pladsen.
- Vi skal selvfølgelig have indviet pladsen og redskaberne, før I må gå i gang med at lege, og det gør vi med en sang. Det er meget vigtigt, når man indvier en ny legeplads, at man synger en sang, for så bliver den god at lege på. Vi havde lidt af en skrammelplads, men nu er den forvandlet til en super legeplads. Derfor skal vi synge sangen Fætter Mikkel, der netop handler om en skrammelplads, sagde hun.
Så blev der sunget, hvorefter skolelederen klippede båndet over, så eleverne kunne tage den nye og længe ventede plads i brug.