Fra fabriksbygning til multihus

Nyvalgt bestyrelse er klar til at realisere nyt og spændende tiltag i Asaa

05. december 2019 kl. 11.18

ASAA: Den gamle fabriksbygning i Havnegade i Asaa bliver nu til den selvejende institution ”Jernstøberiet - et multihus i Asaa”. Det besluttede ca. 40 fremmødte borgere, som forleden var mødt frem til en stiftende generalforsamling for institutionen.

- Overvejelserne om et køb af den tidligere fabrik har stået på i et års tid, fortæller Villy Mortensen, der en af initiativtagerne til ideen og medlem af forretningsudvalget for Samrådet Østkysten.

Han fortæller videre, at formålet med købet er med afsæt i den kulturarv, som bygningen sammen med fiskeriet fra Asaa Havn har givet Asaa by og omegn, at bevare og anvende den unikke bygning og dens historie om den tidligere Brødrene Larsen Maskinfabrik og Jernstøberi som fortællende kulisse for kulturelle events, arbejdende værksteder om sommeren, base for udvikling/kreativt iværksætteri og andre bæredygtige og udviklende aktiviteter til inspiration, glæde og gavn for Asaa og egnens borgere og turister.

Desuden skal beliggenheden med udsigt til strandeng, hav og havn fungere som et bindeled mellem byen og havnen og inspirere til og styrke sammenholdet mellem de mange frivillige ildsjæle, der yder en stor indsats i forskellige aktivitetsgrupper under Samrådet Østkysten.

Forud for mødet blev der på byens facebookside udskrevet en konkurrence om navnet på den selvejende institution. Ved en afstemning på selve mødet faldt valget på ”Jernstøberiet”, og en af forslagsstillerne kan nu glæde sig over præmien på to billetter til grisefesten i Asaa Hallen til foråret.

På mødet blev vedtægterne for institutionen godkendt, og der blev valgt en bestyrelse på 12 personer: Kurt Nielsen, Mette Thoft Mikkelsen, Jørgen Severinsen, Michael Larsen, Ulrik Lunden, Thomas Ø. Pedersen, Hanne Louise Søndergaard, Claus Olsen, Hans Christian Holst, Marc Rasmussen, Thomas Kjær og Villy Mortensen. Bestyrelsen konstituerer sig i december.

Købesummen vil man finansiere gennem fonde, lån og folkeaktier. På mødet fremkom der mange ideer til anvendelsen, som understregede den store og éntydige interesse for projektet.

- Det er vigtigt, at byen og egnen også her står sammen og involverer sig, så alle får et ejerskab til bygningen, understregede Villy Mortensen og opfordrede de fremmødte til fortsat at bidrage med ideer til anvendelsen.

Han udtrykte håb om, at forsamlingen også engagerer sig ved at tegne en eller flere folkeaktier. Tegningen af dem sættes for alvor i gang i starten af det nye år, men skulle der være enkeltpersoner eller firmaer, som ønsker at donere/købe Folkeaktier i indeværende år, kan man henvende sig til Mette Thoft Mikkelsen. Beløbstørrelserne er på 500, 1000, 10.000 eller 50.000 kroner. I forbindelse med tegningen af folkeaktier vil der blive arrangeret et åbent-hus arrangement, således at alle har mulighed for at se bygningen indefra. Overtagelsen er fastsat til den 1. marts.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste