Fra drøm til virkelighed
BRØNDERSLEV: Fra drøm til virkelighed var det gennemgående tema, da Nrdr. Omfartsvej i Brønderslev lørdag eftermiddag blev indviet.
Det var formand for Brønderslev Kommunes teknik- og miljøudvalg, Karsten Frederiksen (K), der klippede den røde snor over, hvorefter veteranbiler, gående og cyklende indtog vejen, hvor asfalten knap er hærdet.
Det var De Røde Veteran Lastbiler, der kørte i front med gæster.
Nrdr. Omfartsvej har sit udspring i rundkørslen på Hjørringvej. Denne rundkørsel blev også indviet sammen med en skulptur.
Det var formand for fritids- og kulturudvalget i Brønderslev Kommune samt Kunstfonden, Margit Chemnitz (V), der foretog indvielsen af skulpturen, der er fremstillet af kunstneren Jeppe Sig Vestergaard fra Aalborg. Den symboliserer blandt andet sammenhold og samhørighed, som hun finder vigtig for kommunen.
Egen er hentet i Marselisborgskoven ved Aarhus og er 144 år gammel.
Margit Chemnitz oplyste, at Kunstfonden gerne vil udsmykke den ny rundkørsel i samme stil som de øvrige rundkørsler i byen.
Der blev straks åbnet for grundsalget, hvor der nu gives 100.000 kr. i rabat. Der blev inden for få minutter solgt to grunde i den ny udstykning, der hedder Vrangdrupparken.
De første købere er Signe Christensen og Tommas Jørgensen, der er henholdsvis læge og billedkunstner.
- Vi bor i Aalborg i dag, men vil gerne flytte "hjem", siger Signe Christensen og Tommas Jørgensen, der kommer fra henholdsvis Brønderslev og Øster Brønderslev.
Det unge par har Victor på fire år og Oscar på fire måneder.
Formand for Brønderslev Erhverv og Turisme, Arne M. Jensen (S), glæder sig over, at der flytter mange borgere til Brønderslev.
- Det håber vi smitter af på, at vore virksomheder lettere kan skaffe arbejdskraft, sagde han. Der var lang kø for at få pølser og øl/sodavand til de ca. 500 borgere, der var mødt op.