Billede beskrivelse

Fra blå blink til rollator

Urobetjent og hundefører holder foredrag på Støberiet

17. april 2018 kl. 06.53

BRØNDERSLEV: Heinz Hvid fra Thisted var i 14 år ansat ved politiet, og han arbejdede blandt andet som urobetjent og hundefører.

Men årene ved politiet var hårde rent fysisk og som følge af flere overfald og en trafikulykke mistede Heinz Hvid førligheden i så stort omfang, at han måtte forlade politiet for 15 år siden.

I dag er han først i 50’erne, og tirsdag kommer han til Brønderslev for at fortælle om sit liv ved et arrangement på Støberiet. Det er Danske Seniorer i Brønderslev, der er arrangør.

De første år, efter at han havde forladt politiet, var vanskelige og præget af problemer med førlighed og helbred og med forskellige myndigheder. Siden har Heinz Hvid engageret sig på flere områder, hvor han kan gøre en indsats trods sine handicap.

- Heinz Hvid er en god fortæller og har en interessant historie at dele med os, så vi ser frem til en spændende aften, siger Aase Jensen, formand for Danske Seniorer i Brønderslev.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste