Fortællingen om Danmarks største kunstværk
På sommerens store udstilling på Dronninglund Kunstcenter er det et af de største kunstværker, der nogensinde er skabt i Danmark, der er fokus på.
Det er fortællingen om Thomas Kadziolas imponerende værk Dodekalitten på Lolland, der beskrives i billeder af Bibi Kadziola og film samtidig med, at der vises nye værker af kunstneren.
Egentlig er udstillingen nem at gå til, men ved ferniseringen ville Thomas Kadziola dog alligevel gerne give en lille forklaring.
- Det har været en dejlig oplevelse at lave udstillingen her på Kunstcentret, startede han.
- Vi har skabt den her takket være en masse frivillige. Nøjagtig som værket på Lolland er skabt. Jeg tror, at der har været omkring 1.000 mennesker, som har arbejdet frivilligt på projektet, som jo endnu ikke er færdigt. Der er den samme ånd, jeg finder her. Det er en glæde og en stolthed, sagde han, der også gav udtryk for en vis bekymring over, at vi alle hele tiden skal føle noget.
- Man skal ikke føle noget, når man ser mine værker. Man skal ikke føle noget, når man går rundt på udstillingen. Det er en fortælling om tilblivelsen af Dodekalitten. Jeg opfatter mig som maskinmesteren, der laver de forskellige maskindele. På samme måde som mureren, der kommer og stabler mursten. Han skal jo ikke bestemme, hvad folk skal lave i huset. På samme måde med Dodekalitten. Den bygger på sagnet om et fiktivt folkeslag, der indvandrede til Lolland for mange år siden, men det er ikke det vigtige. Det er de historier, folk putter ind i værket, der betyder noget. Udstillingen er Dodekalittens fortælling, forklarede han.
Stor udstilling
På Kunstcentret fylder Bibi og Thomas Kadziolas udstilling hele huset.
I kælderen er det tiden før Dodekalitten og lige op til, der beskrives. Her kan man bl.a. se, hvordan arbejdsplatformen laves. Man kan også opleve den første skulptur, Thomas lavede som 12-årig, og som bevirkede, at han blev billedhugger.
I stueetagen kan man følge stenen fra stenbrud og rundt til den færdige skulptur. Der ligger værktøj rundt omkring. En bunke handsker, der svarer til ca. et års forbrug, og mejsler fra 2-3 års forbrug.
På første sal er det fortællingen om alt det udenom samt en lille biograf, hvor der vises to film. Dels en lille trailer til en film, der engang kommer, og et længere uddrag af koncerten med ’Minds of 99’, fra koncerten i Dodekalitten.
22 svenske billedhuggere
På udstillingen kan man også se eksempler på værker udført af Thomas Kadziola. De vises både inde og ude. Udendørs vises der også hele sommeren skulpturer af 22 svenske billedhuggere.
Denne udstilling er blevet mulig takket være et unikt samarbejde mellem Dronninglund Kunstcenter, Dansk Billedhuggersamfund og Kunstnernes Kollektivværksted i Bohuslän i Sverige.
De danske billedhuggere udstiller i Bohuslän og svenskerne på Kunstcentret.
Frivillighed og mangfoldighed
Det var byrådsmedlem Johnny Olesen, der åbnede udstillingen. Han understregede betydningen af de mange frivillige, der hver dag sørger for, at foreninger, museer og institutioner fungerer.
- Kommunen er ikke blandt de største, men vi kan en del inden for kunst, kultur og fritid. Vi har alt fra det finkulturelle, som nogle nok vil kalde denne udstilling, til revyer i de små byer og fra biografer til billard. Vi har en mangfoldighed, og jeg tror, det er en af grundene til, at de store byer i vores kommune i de senere år har oplevet en markant tilflytning, sagde han.
I forbindelse med udstillingen om Dodekalitten kan det oplyses, at Kunstcentrets Venneforening planlægger en tre-dages tur til Falster for at besøge det imponerende værk til foråret.