Foreningslivet får et løft
Foreningslivet i Brønderslev kommune får et løft. Jeppe Østergaard er blevet ansat som foreningskonsulent i Brønderslev kommune - og med en solid forenings baggrund i bagagen, skal han støtte op om kommunens foreningsliv.
Hverdagen i en forening er et sted, hvor Jeppe Østergaard er på hjemmebane. Jeppe er 25 år, bor i Aalborg og er kandidat i politik og administration. Derudover har han bred erfaring fra foreningslivet, hvor han selv er aktiv både som deltager, træner og leder.
Netop de kompetencer kommer ham til gode i den nyoprettede stilling som foreningskonsulent i Brønderslev Kommune. Stillingen muliggør et øget fokus på foreningslivet. Der skal skabes mulighed for, at understøtte udviklingen og aktiviteterne i kommunens foreninger. Derfor vil en stor del af arbejdet foregå ude i marken hos foreningerne, hvorfor foreningerne er meget velkomne til at kontakte Jeppe og komme med konkrete spørgsmål, forslag eller bare få en uforpligtende snak. Desuden vil nogle af fokuspunkterne rette sig mod udarbejdelsen af en Fritids- og Idrætspolitik, og samarbejdet mellem skoler/dagtilbud og foreningslivet.
- Vores foreningsliv i Brønderslev Kommune kan godt begynde at glæde sig. Der har længe været et politisk ønske om ansættelse af en foreningskonsulent, så derfor er det glædeligt at det nu er lykkes, fortæller formanden for fritids- pog kulturudvalget udvalget i Brønderslev Kommune, Margit Chemnitz (V) og fortsætter:
- Jeg håber, at alle vore foreninger vil tage godt imod vores nye foreningskonsulent og gøre brug af ham. Jeg ved, at Jeppe glæder sig til at komme rundt i hele vores kommune og hilse på vores foreningsliv. Vi har et mangfoldigt foreningsliv, som udvikler aktivt medborgerskab og fællesskab og spiller derfor en stor rolle her hos os.
Med en fælles ansættelse håber Brønderslev Kommune og DGI Nordjylland, at der vil komme ekstra fokus på foreningslivet, så der udvikles yderligere aktiviteter - samtidig med at de mange gode tiltag der allerede sker i foreningerne får et løft.
- Det er en klar strategi for os at komme tættere på foreningslivet - og derfor går vi benhårdt efter at lave samarbejder med alle nordjyske kommuner om fælles konsulenter, siger Palle Fogh, som er formand i DGI Nordjylland og slutter af:
- Vi har nu fem fælles konsulenter med kommunerne - og vi kan se at det flytter noget. Ikke bare for foreningslivet, men vi står også stærkere i fællesskab, og bliver mere effektive til at sætte de rigtige initiativer i søen lokalt.