Foredrag om unge og rusmidler
Der bliver fokus på misbrug, når eleverne på 7., 8., og 9. klassetrin på Hals, Gandrup og Vester Hassing skoler, sammen med deres forældre, inviteres til foredrag i begyndelsen af det nye år. Det er foreningen DrugRebels, der den 10. og 11. januar kommer på besøg på Hals Skole med et interaktive foredrag om alkohol og rusmidler.
Initiativet kommer fra Hals Samråd, som har modtaget sponsorstøtte til tiltaget via Sparekassen Vendsyssel Fond Ulsted, Lions Club og Lions Club Sophie Hedvig. De tre pågældende skoler har sammen med SSP i Aalborg Kommune været med i planlægningen.
- Foredragene er sat i verden, da især hash er en del af ungekulturen. Og i lighed med andre rusmidler kan hash være ødelæggende for drømme og fremtidsplaner, lyder det fra arrangørerne.
Ved arrangementet på Hals Skole møder eleverne et ungt team, som har forskellige erfaringer og roller. Ideen er at motivere og inspirere deltagerne til at træffe bevidste valg. Der sættes fokus på venskaber, ligesom en læge bidrager med information om rusmidler og deres indvirkning. Desuden fortæller en tidligere misbruger sin historie om et liv på kanten og om de konsekvenser, det har haft. Endelig vises en kortfilm, der skal få de unge til at tage stilling til svære spørgsmål om stoffer og alkohol.
Arrangementet for forældrene finder sted den 10. januar, mens det dagen efter er elevernes tur. Ved begge foredrag bliver der rig lejlighed til at stille spørgsmål.