"Forandring" fryder

Skulptur er flyttet fra pendlerplads til Banegårdspladsen i Brønderslev

24. maj 2017 kl. 23.43

"Forandring" er titlen på en skulptur, der i 2006 blev rejst ved pendlerpladsen ved Ø. Brønderslevvej. Og der er virkelig tale om forandring, for i går blev skulpturen flyttet til Banegårdspladsen i Brønderslevs centrum.

Her er etableret et anlæg, hvor "Forandring" kommer bedre til sin ret.

- Vi har fået lov af billedhuggeren Jørgen Pedersen fra Herning, forsikrer direktør for børn og kultur, Henning Risager, Brønderslev Kommune.

Brønderslev Kommunes Vej- og Parkafdeling løftede mandag den to tons tunge skulptur i rustfrist stål på plads på den ny placering.

Billedhuggeren Jørgen Pedersen forklarer, at den fire meter høje, bastante stålskulptur har fået navn efter Brønderslevs udvikling.

- Forreste del af skulpturen er udformet som skæret på en plov. Bagtil er nogle runde former, som symboliserer tandhjul. Fra plovskær til tandhjul ligger der en fantastisk dynamisk udvikling, som har haft kolossal indflydelse på den måde, livet leves på.

Brønderslev-området har gennemgået forandringen fra et enkelt landbrugssamfund til et fremadstræbende industrisamfund, forklarede Jørgen Pedersen.

Skulpturen "Forandring" skal repræsentere begrebet overgange, hvor man begiver sig ud i ukendt territorium. Skulpturen symboliserer også det nye i forbindelse med kommunesammenlægningen.

Kunstneren betegnede selv skulpturen som et pejlemærke, et velkommen til Brønderslev.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste