Fondsmidler til skytteforeningen
Vester Hassing Skytteforening har gode grunde til at rette en varm tak til Fonden for Sparekassen Vendsyssel i Hals. Fonden har nemlig begavet skytteforeningen med 16.000 kr. fordelt på midler til et nyt skilt ved hovedindgangen samt en ekstra digital skydeskive. Sidstnævnte supplerer de 8 øvrige, og skal i første omgang fungere som backup ved konkurrencer. Skiltet ved indgangen bidrager til, at klubbens gæster bedre kan finde vej til skydekælderen under Vester Hassing Skole.
- Vi er rigtig glade for, at fonden vil støtte os, siger formanden for Vester Hassing Skytteforening, Flemming Larsen.
- Den slags investeringer har vi ikke økonomi til selv at dække, så opbakning fra fonde og sponsorer er afgørende for en forening som vores.
Forleden var formanden for fondsbestyrelsen, Jens Højer og afdelingsdirektør hos Sparekassen Vendsyssel i Vester Hassing, Mads B. Jakobsen mødt frem for officielt at overrække midlerne.