Fond glæder ungdommen
Der er en tidlig julegave på vej til 12 spændende, lokale projekter, der fremover kan være med til at skabe udvikling i Brønderslev by og samtidig være til glæde og gavn for byens borgere.
Den glade giver er Krista og hans Risagers Fond, der har uddelt legater og donationer for næsten 400.000 kr. til forenings- og kulturlivet i Brønderslev Kommune.
- Vi er glade for den store interesse, som mange lokale foreninger, enkeltpersoner og projekter har vist for Krista og Hans Risagers Fond, siger Morten Larsen fra fondsbestyrelsen. Vi har modtaget 42 ansøgninger i denne uddelingsrunde, og der er søgt om legater for næste tre mio. kr., hvilket vidner om stor idérigdom og virkelyst i det lokale foreningsliv.
Fondsbestyrelsen har valgt at støtte 12 initiativer og projekter. Vi mener, at der mangler nogle tilbud, aktiviteter og faciliteter for børn og unge i Brønderslev. Derfor har vi i denne uddelingsrunde valgt at støtte rigtig mange projekter, der tilgodeser byens børn og unge.
Følgende projekter er tildelt penge: Klatrevæg til Brønderslev Svømmehal 91.500 kr., fortællekoncert til byens børnehaver 75.000 kr., Brønderslev Ungdomshus, udstyr og inventar 50.000 kr., Købstadens udvikling 50.000 kr. til byvandrings-app, Brønderslev Floorball Club, 25.000 kr. til floorball-camps, Børnehaven Lærkereden 25.000 kr. til klatretårn og redskaber til legeplads, 20.000 kr. til indgangsportal til rododendronparken, Serritslev Familiefitness og samlingssted 10.000 kr. til børneområdet, Børnehaven Kornumgaard, 10.000 kr. til kunstgræs til udendørs multibane, Red Barnet Familieoplevelsesklub i Brønderslev, sommerlejr 10.000 kr., Victor Kløve, 10.000 kr. til træningsophold hos Rhein Neckar Løwen samt Brønderslev Psykiatrihistorisk Museum 3.000 kr.
Peter Larsen siger, at klatrevægen til Brønderslev Svømmehal sammen med den udendørs saunahytte med saunagus, betyde et endnu bedre boost for svømmehallen.
- Vi vil gerne medvirke til, at Brønderslev bliver et godt sted at være for større børn og unge. Derfor vil vi gene medvirke til, at der kan etableres en ny, spændende aktivitetsmulighed i svømmehallen.
Omkring fælleskoncerten fortæller Peter Larsen, at der er tale om et projekt "Svensker Niels Spiller igen", som er en fælleskoncert, som kulturskolen tilbyder alle byens børnehaver i 2018.
Aasen Teater medvirker i projektet, og ideen er at fortælle om Svensker Nielsen, der var én af Danmarks helt store spillemænd fra 1800-tallet.
Svensker Niels levede en stor del af sit liv i Brønderslev med en stærk tilknytning til området og dets historie, hvilket er afspejlet i hans musik og fortællinger. Han er kendt for "Fanden er løs i Vildmosen".
Det er Brønderslev Erhverv og Turisme, der står bag projektet Købstadens Udvikling, hvor byvandring og historiefortælling digitaliseres til en applikation.
- Vi vil gerne bidrage til, at der skabes en digital fortælling, kombineret med byvandring i Brønderslev by. Det skulle gerne blive til glæde og gavn for både lokale og turister.