
Fond delte en halv million ud: Her er de 12 modtagere
Sparekassen Danmarks store lokale velgørende fond, Sparekassen Danmark Fonden Jerslev, som nu er fondens juridiske navn, har igen været i gavehumør.
På årets anden uddelingsmøde, hvor er der fire i alt, blev der fordelt en halv million kroner til almenvelgørende formål. Det var fordelt på 12 foreninger og institutioner.
Forventningsfulde repræsentanter fra de tolv foreninger fra lokalområdet var mødt op i Sæby Spektrum for at modtage et gavebevis fra fonden til hel eller delvis dækning af deres ønskede projekt.
Det var sikkert ikke en tilfældighed at sammenkomsten fandt sted i Sæby Spektrum, idet den selvejende institution modtog mere end halvdelen af det samlede beløb.
I sin takketale oplyste centerleder Lars K. Nielsen, at beløbet på 275.000 kroner skal anvendes til at give den ældste af hallerne et ansigtsløft i form af bedre siddefaciliteter til erstatning for de smalle træbænke fra halvfjerdserne.
- Vi ønsker, i samarbejde med brugerne, at finde nogle løsninger, der kan anvendes til flere formål af forskellige typer foreninger, fortalte centerlederen.
23 ansøgninger
I den anden ende af donationsskalaen modtog Egnsmindesamlingen for Jerslev og Omegn 3.858,05 kroner til indkøb af labels til deres printer.

De ti øvrige foreninger Musikkorps Sæby, Østervrå I.F., Borgen i Jerslev, Friplejehjemmet Vivaldi, Museum for Forsyning og Bæredygtighed, Vollyballklubben VK Vendsyssel, Jerslev Sterup I.F., JSI´s Venner, Hellum Multihus og Krudtuglerne, modtog hver mellem 7.500 til 50.000 kroner til at understøtte deres påtænkte aktiviteter og anlægsudgifter.
Formand for bestyrelsen for Sparekassen Danmarks Fond – Jerslev, Helle Rømer Skole oplyser, at fonden til denne uddeling har modtaget i alt 23 ansøgninger, alle, til gode og spændende projekter. Sidste år uddelte fonden 2,5 millioner kroner, og i år forventes donationerne at runde 3 millioner kroner.