Bogen ”Folkets Skønhed” er temaet torsdag aften. Privatfoto
Livet her

"Folkets skønhed"

20. oktober 2017 kl. 17:53

Torsdag er der på Brønderslev Bibliotek mulighed for at høre om "Folkets skønhed" - en slægtsroman af Merete Pryds Helle. Aftenens foredragsholder er Anker Gemzøe, professor ved Aalborg Universitet.

Anker Gemzøe fortæller om den populære og alsidige forfatter Merete Pryds Helle, der med slægtsromanen "Folkets skønhed" blev belønnet med De Gyldne Laurbær 2016 og Politikens Litteraturpris 2016. Med romanen fik forfatteren sit helt store folkelige gennembrud hos det store læserpublikum.

"Folkets skønhed" bygger på Merete Pryds Helles egen families opvækst på Langeland. Den giver et skarpt og hjerteskærende portræt af hovedpersonen er Maries barndom og opvækst i et fattigt daglejerhjem, hvor vold mod børn var helt almindeligt og frem til hendes liv som hjemmegående husmor i København og senere i forstæderne. På den måde forener forfatteren familie-, lokal- og Danmarkshistorie fra fattigdommen i 1930’erne til de mange kvinder der ikke blev en del af frigørelsen i 70’erne.

I foredraget følger Anker Gemzøe romanens veje og sætter den i sammenhæng med Merete Pryds Helles forfatterskab, med historien og samtidslitteraturen.

Merete Pryds Helle debuterede i 1990 med novellesamlingen "Imod en anden ro", som hun skrev, mens hun gik på Forfatterskolen. Det egentlige gennembrud kom med romanen "Fiske i livets flod" fra 2000.

Merete Pryds Helle har ud over prosa for voksne skrevet børnebøger, essays, radiospil m.m. og udgav sammen med Morgen Søndergaard i 2004 kriminalromanen "Hvad øjet ikke ser" og senere i 2008 "Falken og Falkoneren" under pseudonymet Liv Mørk.

Det sker på Brønderslev Bibliotek torsdag klokken 19.30.

Billetprisen er 80 kr. Der kan købes billetter på hjemmesiden www.bronderslevbib.dk, på bibliotekerne samt ved indgangen.

Arrangører er Brønderslev Folkeuniversitetet og Brønderslev Bibliotek.

Annonceret indhold

Nyeste